Injurier i nævnet?

Jeg ved ikke, hvordan du håndterer dit barns adfærd på internettet. Jeg har selv ret store problemer. Min dreng på 15 år er jo meget bedre til det der med internettet, end jeg er. Han er på hele tiden. Enten via sin smartphone, sin tablet eller sin desktop.

Brug fornuften

Selvom jeg har indprentet ham – i en uendelighed – om at man skal bruge internettet med fornuft, og på sikre måder, så er han hele tiden på.
Måske er det hans alder. Måske er det bare, fordi han vil vise sig overfor kammeraterne i klassen – eller pigerne. I hvert fald så kan jeg se, at han er meget aktiv på Facebook. Vi er jo venner der, og jeg kan ikke lade være med lige at skulle se, hvad han nu har lavet.

Forleden så jeg så, at han havde skrevet nogle uhyrlige ting om en pige, som han går i klasse med. Det kan godt være, at det er sandt, at hun har stjålet noget fra en anden pige. Men man skriver altså ikke, at hun er en tyv. Man skriver det ikke på et sted, hvor man ikke ved, hvor mange mennesker der ser det. Og man skriver det absolut ikke, hvis man ikke har bevis for det, man skriver.

Så jeg måtte have fat i ham. Han sad på sit værelse. Fordybet foran en skærm selvfølgelig. Jeg gik direkte hen til ham og sagde, at jeg havde set hans post på Facebook. Om pigen. Og jeg bad ham om at forklare mig, om han har bevis for det, han skrev.

Ungdomskriminalitetsnævnet

Det havde han naturligvis ikke. Så jeg fortalte ham, at han kan risikere at blive indkaldt i ungdomskriminalitetsnævnet og blive tiltalt for injurier – læs her: https://bjsj.dk/injurier-advokat/.

Han kiggede på mig, som om jeg var faldet ned fra månen. Trak på skuldrene. ”Jeg er da ligeglad.”

Da jeg fik den bemærkning, blev jeg stikhamrende tosset på ham.
”Du skal ikke være ligeglad med, hvad du skriver på de sociale medier. Og slet ikke med, hvad du skriver på Facebook. Er du med? Det, du har skrevet, og som du ikke har bevis for, er dybt sårende overfor den pige.” Hans svar var, at alle siger, at hun har stjålet nogle penge fra en anden piges taske.
Jeg måtte insistere: ”Har du set, at hun stjal? Ved du det med sikkerhed? Hvis ikke, så skriver du med det samme, at du ikke ved, om hun har stjålet. Og du sender hende en besked om, at du gerne vil sige undskyld, fordi du har skrevet, at hun er en tyv. Er du med?”

Tåbelige svar

Han reagerede med at sige, at alle de andre har også skrevet, at hun er en tyv. Hvorfor skal han sige undskyld for at have skrevet det også?
Jeg måtte forklare ham, at man efterligner ikke bare ’de andre’. Lad de andre om det. ”Du skal være helt sikker i din sag, når du skriver den slags ting. Ellers kan det gå galt for dig. Du kan ende med at få store bøder. Det tænker jeg ikke, at du har lyst til.” Det er en slem knibe.