oktober 29, 2017

Skattesystemer

By Kristina

At betale skat er med til at finansiere den danske velfærdsstat, hvor det særegne er, at vi faktisk med de forskellige beskatningsformer bruger forskellige skattesystemer. Skattesystemer har den egenskab, at de virker forskelligt, hvor en vigtig faktor i debatten er indkomstfordelingen.

Systemerne

Vi kan inddele systemerne i tre:

  • Et proportionalt system uden skattefri bundgrænse
  • Et proportionalt system med skattefri bundgrænse
  • Et progressivt skattesystem med skattefri bundgrænse og flere proportionalstræk

Proportional skat

En ofte anvendt definition siger, at man betaler det samme i skat på hver indtjent krone. Er systemet uden en skattefri bundgrænse beskattes der med andre ord fra først tjente krone. Er der en skattefri bundgrænse på et bestemt beløb er man skattefri op til den sidste krone i dette interval, hvorefter man betaler efter en bestemt procentsats. Dette kunne så foranledige en til at tro, at der overhovedet ikke er et uændret skattetryk i denne beskatningsform. Men det er ikke helt rigtigt, når der er en skattefrie bundgrænse. Man skal huske, at desto flere indkomstkroner bundfradraget fordeler sig over, desto mindre bliver budfradragets andel af hver yderligere indtjent indkomstkrone. Så der er en mindre progression i beskatningen som indkomsten stiger. Kommunale og regionale skatter i Danmark er indrettet som proportionale skatter.

Progressiv skat

Princippet går her modsat den proportionale skat på, at desto mere man tjener desto mere betaler man i skat. Man kan så have forskellige proportionale stræk i form af intervaller for indkomsterne og forskellige stigende skatteprocenter for hvert interval, der markerer en øget indkomst. Statsskatterne i Danmark indeholder fortsat en progression, men i de senere år er man begyndt at overveje at indføre et proportionalt skattesystem.

Debatten

Argumenterne for den progressive skat tager som sit udgangspunkt indkomstfordelingen og en målsætning om at omfordele fra høje indkomster til lave indkomster. En sådan omfordeling vil øge den samlede efterspørgsel og produktion og beskæftigelse, fordi de laveste indkomstgrupper har en relativ større forbrugsandel af hver indtjent krone end de højere indkomster, som kan spare op eller investere.

På den anden side argumenteres der ud fra den forudsætning, at arbejdsløsheden er ’frivillig’, fordi de lavere indkomster får for store overførsler, og derfor ikke har et incitament til at søge og tage et job. Arbejdsløshed er med andre ord ikke et krisefænomen. Hertil kommer ’trickle down’ argumentet; netop de høje indkomstgrupper mister incitamentet til at ville sætte noget i gang på grund af for høje skatter. Herved mister man den effekt, der i folkemunde er kendt som: Når det regner på præsten drypper det på degnen. Man mister effekterne nedad i form af højere indkomster til alle. Læs meget mere om skat, penge, velfærd og minilån på Smart-lån.dk, her.

Disclaimer